Jeg kan ikke fravælge Aula. Har jeg børn i folkeskolen, er det dér, skolen skriver til mig, dér jeg melder syg, og dér jeg finder ugeplanen. Ugeplanen ligger så ikke engang i Aula. Den ligger i Meebook, Min Uddannelse eller EasyIQ, alt efter hvad skolen har valgt. Dem kan jeg heller ikke fravælge.
Det har jeg det fint med. En fælles kanal mellem skole og hjem giver mening, og nogen skal vælge den.
Men når nogen bestemmer, at jeg skal bruge en bestemt portal, synes jeg også, de skylder mig noget tilbage: en officiel måde at komme til mine egne data på. Ikke kun gennem deres skærm, men gennem et API.
Det her er ikke et teoretisk ønske #
I Aula kan ikke vinde skrev jeg om min lille app, der viser mine to børns lektier side om side med et afkryds ved hver. Den virker. Men se, hvad den hviler på.
Aula har ikke et officielt API. Det, jeg og andre bygger på, er det API, Aulas egen app og hjemmeside bruger. Det er ikke dokumenteret, og ingen har lovet, at det bliver ved med at virke. Det skifter version et par gange om året, og så går de uofficielle værktøjer i stykker, indtil nogen har fundet ud af, hvad der er ændret.
Login sker med MitID. For at et program kan logge ind som mig, har folk bag aula-mcp måttet genskabe hele MitID-flowet i kode. Det er imponerende arbejde. Og det kan blive bremset af en bot-beskyttelse, der ikke kan se forskel på en forælder med et script og en angriber.
Lektierne ligger hos en tredje leverandør. Aula udsteder en kortlivet billet til Meebook, og Meebook vil så have en bestemt header med mit MitID-brugernavn, ellers svarer den ikke. Den slags finder man kun ud af ved at kigge Aulas hjemmeside over skulderen, mens den taler med Meebook. Det har nogen gjort for hver eneste leverandør.
Alt det er gjort af frivillige i deres fritid. Det er ikke et fundament, man kan bygge noget varigt på. Og det burde ikke være nødvendigt.
Et API er også det mest sikre #
Den indvending, jeg oftest hører, er sikkerheden. Det er jo børns data.
Men det er netop derfor. Lige nu er den eneste måde, et værktøj kan læse mine børns lektier på, at det får fuld adgang til mit Aula-login. Det samme login, der kan læse alle beskeder, også de følsomme, og sygemelde mine børn. Et værktøj, der kun skulle se ugeplanen, får nøglen til hele huset.
Et officielt API kunne gøre det modsatte. Det kunne give mig en nøgle, der kun kan læse lektier og skema, og som ikke kan skrive noget. En nøgle, jeg kan se i en oversigt og trække tilbage med ét klik. Sådan virker det hos de fleste store tjenester, man kobler andre programmer på. Det er langt sikrere end det, folk gør i dag, fordi de ikke har andet valg.
Og et API giver ikke adgang til noget nyt. Det viser præcis det, jeg allerede kan se, når jeg logger ind. Det eneste, der ændrer sig, er, at et program kan læse det i stedet for mine øjne.
Loven giver os det ikke #
Man skulle tro, databeskyttelsesforordningen løste det. Den giver ret til dataportabilitet, altså til at få sine data i et maskinlæsbart format. Men den ret gælder ikke, når en offentlig myndighed behandler data for at løse en offentlig opgave. Og det er præcis, hvad en kommune gør i Aula.
Retten til indsigt gælder stadig, men den giver mig en udskrift, ikke en adgang, jeg kan bygge på. Så hvis vi vil have et API til de portaler, vi skal bruge, kommer det ikke af sig selv. Nogen skal kræve det.
Hvem der kan gøre noget #
Det er kommunerne i fællesskab, der køber Aula, og det er skolerne og kommunerne, der vælger Meebook og de andre. Den, der betaler, kan stille krav.
Et krav om et officielt API kunne stå i hver eneste kontrakt med en leverandør af en portal, borgerne skal bruge. Det koster noget at bygge og vedligeholde, ja. Men leverandørerne har allerede et API, for det er det, deres egen app taler med. Det, der mangler, er at dokumentere det, love at holde det stabilt og give borgerne en ordentlig nøgle.
Det, jeg ville bede om, er ikke meget:
- Dokumentation. Hvilke data, hvilke felter, hvad de betyder.
- Stabilitet. Ændringer varsles i god tid, og gamle versioner lukker ikke over natten.
- Afgrænsede nøgler. Læseadgang til det, jeg vælger, og intet andet. Synlige og nemme at trække tilbage.
- Samme regler for leverandørerne. Meebook, Min Uddannelse, EasyIQ og de andre bør leve op til det samme, når de sidder bag en portal, vi ikke kan vælge fra.
Og det gælder ikke kun skolen. Det gælder alle de steder, hvor det offentlige har bestemt, at vi skal være.
Hvad vi får ud af det #
Når data er tilgængelige, bygger folk ting, ingen portal nogensinde ville prioritere. En lektieliste med afkryds til to børn. En påmindelse, når der er vikar i første time. En oversigt for skilte forældre, der samler det hele ét sted. Oplæsning for den ordblinde forælder. En oversættelse for den, der ikke har dansk som modersmål.
Ingen af dem skal Aula bygge. Aula skal bare lade være med at stå i vejen.
Det offentlige har allerede vist, at det kan. Adresser, CVR-numre og andre grunddata deles som åbne data, og der er bygget meget godt ovenpå. Spørgsmålet er bare, om vi også må bygge ovenpå de systemer, vi selv er tvunget til at bruge, med vores egne data.
Jeg synes, svaret skal være ja. Er du enig, så sig det til din kommune og til din skolebestyrelse. Og vil du vide mere om, hvad der skal til teknisk, så skriv til mig.