4. Spot dybe og tunge sætninger
Jeg har skrevet meget om fordelene ved at give hver sætning sin helt egen linje i skrive- og redigeringsfasen.
Men mulighederne i teknikken er slet ikke udtømt.
Den enkelte sætning kan splittes yderligere op.
Først et eksempel hvor ledsætningerne står alene på en linje og helsætningen på en anden - altså er sætningen delt op på to linjer:
Når du forstår at det ikke virker særlig hensynsfuldt når du står og råber ud af vinduet mens de andre beboere knapt er stået op,
så stopper klagerne.
Det er nemt at se at sætningen har forvægt fordi der er så lang vej hen til helsætningen. Første linje er meget længere end anden.
Den lange vej trætter læseren.
Hvad så, hvad så? — Tænker læseren. Get to the point!
Vend sætningen om om der bliver noget mere balance i tingene:
Klagerne stopper
når du forstår at det ikke er særlig hensynsfuldt at råbe ud af vinduet mens de andre beboere knapt er stået op.
Nu har sætningen bagvægt (linje 2 er meget længere end linje 1), men i det mindste er læseren ikke tvunget til at pløje sig gennem en masse ledsætninger for at nå frem til pointen.
Teknikken med separate linjer er også velegnet til at undersøge dybden i en sætning. Med samme eksempel som før:
Når du forstår
at det ikke virker særlig hensynsfuldt
når du står og råber ud af vinduet
mens de andre beboere knapt er stået op,
så stopper klagerne.
Her er der ret mange underordninger før læseren når frem til helsætningen og dermed selve handlingen i sætningen.
Hver linje er et skridt nedad på et trappediagram, indtil linjen efter kommaet hvor det så går op igen:
1. grad: Når du forstår
2. grad: at det ikke virker særlig hensynsfuldt
3. grad: når du står og råber ud af vinduet
4. grad: mens de andre beboere knapt er stået op,
0. grad: så stopper klagerne.
Sætningen strækker sig altså over fem niveauer. Det er for meget.
Problemet med dybe sætninger er at de sætter læseren af.
Og selv hvis læseren hænger i, så er der så langt op igen at sammenhængen mellem sætningens begyndelse og afslutning let bliver uklar.